Når stress gør ondt og hvorfor kroppen ikke kan “tænkes fri” af smerte

Har du lagt mærke til, hvordan smerte ofte bliver værre, når du er presset, bekymret eller følelsesmæssigt overbelastet? Det er ikke tilfældigt – og det er heller ikke “bare psykisk”.

Stress og smerte hænger dybt sammen i kroppen. Ikke som årsag og virkning på en simpel måde, men som et komplekst samspil mellem nervesystem, muskler, hormoner og den måde, vi oplever os selv på indefra.

Kroppen er designet til kortvarig fare – ikke konstant alarm

Menneskekroppen er evolutionært udviklet til at håndtere akut stress: et pludseligt angreb, en fare, noget der kræver øjeblikkelig handling.
Når det sker, går kroppen i beredskab. Musklerne spænder, vejrtrækningen ændrer sig, blodet strømmer mod arme og ben. Fokus snævres ind. Alt andet – fordøjelse, restitution, forplantning – sættes på pause.

Det er en genial mekanisme.
Problemet opstår, når alarmen aldrig slukkes.

I vores moderne liv er truslerne sjældent fysiske, men nervesystemet skelner ikke mellem:

• en tiger i buskene

• en presset økonomi

• en konfliktfyldt relation

• en konstant indre selvkritik

Hvis noget opleves som truende, reagerer kroppen – hver gang.

Når stress bliver kronisk, ændrer kroppen sig

Ved længerevarende stress forbliver kroppen i en slags indre undtagelsestilstand.
Musklerne slipper aldrig helt spændingen. Åndedrættet bliver mere overfladisk. Energien bruges på at være “klar”, snarere end på at hele og regenerere.

Over tid kan det føre til:

• vedvarende muskelspændinger

• træthed og udmattelse

• øget smertesensitivitet

• nedsat restitution

• en følelse af aldrig rigtig at være i ro

Smerte opstår ikke kun i vævet – den formes i samspillet mellem krop, nervesystem og hjerne.

Stress forstærker smerteoplevelsen

Noget af det mest interessante (og vigtige) er, at stress ikke nødvendigvis skaber smerte – men den forstærker den.

Når vi er stressede:

• reagerer vi kraftigere på kropslige signaler

• tolker vi fornemmelser som mere truende

• mister vi fleksibilitet i både krop og opmærksomhed

Hjernen bliver bedre til at registrere fare – men dårligere til at dæmpe signalerne igen. Det betyder, at smerte ikke bare føles mere intens, men også mere altomfattende og svær at slippe.

Følelser, hukommelse og smerte hænger sammen

De dele af hjernen, der arbejder med følelser og hukommelse, er tæt forbundet med smerteoplevelsen. Når stress bliver langvarig, kan disse områder blive mere reaktive – som om nervesystemet hele tiden forventer, at “noget er galt”.

Det skaber en ond cirkel:

• smerte øger stress

• stress øger smerte

• kroppen mister gradvist tilliden til, at det er sikkert at give slip

Her hjælper viljestyrke eller “positiv tænkning” sjældent. Kroppen skal opleve sikkerhed – ikke bare forstå den.

Derfor er kropslig regulering afgørende

Hvis stress og smerte lever i nervesystemet, må forandring også ske dér.
Ikke ved at presse, fikse eller korrigere – men ved langsomt at genskabe:

• sansning

• bevægelighed

• tryghed

• indre orientering

Når kroppen igen får erfaringer med at kunne spænde og slippe, være aktiv og i ro, begynder noget at ændre sig. Ikke dramatisk fra den ene dag til den anden – men dybt og varigt.

Et andet sted at starte, når stress gør ondt

For mange er det en lettelse at opdage, at smerte ikke er et tegn på svaghed, men på et system, der har været for længe i alarmberedskab.

Spørgsmålet er derfor ikke kun: “Hvordan får jeg smerten væk?”

men også:

“Hvad har min krop forsøgt at beskytte mig imod og hvordan kan jeg hjælpe den med at finde tilbage til balance?”

Det er her, somatiske tilgange kan noget særligt: de arbejder ikke mod kroppen, men med dens intelligens.

Hvis du har brug for et roligt rum, hvor kroppen får lov til at blive mødt, som den er, starter jeg et mini somatics online forløb d. 4. februar 2026 Selvomsorg for krop og sind forløb.

Du behøver ikke være smidig, erfaren eller “god til kroppen” for at være med. Du behøver heller ikke presse dig selv eller præstere.

Forløbet er for dig, der ønsker en blid og kropslig tilgang til selvomsorg – uden præstation.

Måske er det netop det, din krop har brug for lige nu.

Kærlig hilsen,

Eva